Arbejdspladsvurderingen skal indeholde en vurdering af støjforholdene, der hvor det er relevant. Inden man foretager eventuelle målinger, bør man undersøge følgende:
- Hvordan er styrke, type og varighed af støj, herunder også udsættelse for impulsstøj?
- Er der steder, hvor man skal råbe for at kunne tale sammen?
- Er der mange, der er udsat for støj?
- Er der foretaget en støjdæmpning af maskinerne?
- Er særligt støjende aktiviteter eventuelt placeret i særskilt lokale?
- Har man søgt oplysninger om støjdæmpning hos leverandører?
- Er det muligt at anvende udstyr, som er udformet med henblik på at nedbringe støjen?
- Er der høreværn til rådighed, og har de tilstrækkelig lyddæmpende effekt?
De steder, hvor støjbelastningen kan være sundhedsskadelig, over 80 dB(A), bør man med jævne mellemrum kontrollere, om forholdene er i orden.
De ansatte skal orienteres om resultaterne af de udførte støjmålinger.
Vær særligt opmærksom på, om støjrelaterede problemstillinger forebygges løbende:
- Er det muligt at lokalisere støjkilderne?
- Bliver maskiner slukket, når de ikke er i brug?
- Bliver der foretaget vedligeholdelse af maskiner og anlæg (inkl. ventilation og papirudsugning), så man reducerer unødig støj?
- Bliver der foretaget dæmpning, indkapsling af støjende maskiner og aktiviteter?
- Er de akustiske forhold i orden (vær opmærksom på, om der er mange hårde overflader)?
- Er støjniveauet undersøgt ved indkøb af maskiner, og er der klare aftaler med leverandøren om målinger, og om hvilke niveauer, der kan accepteres?
- Skal der bruges høreværn i visse områder?
- Bliver der sat lyddæmpende og akustikregulerende materialer på lofter og vægge?
- Er de støjende maskiner placeret på vibrationsdæmpende underlag og eventuelt i særskilte lokaler?