Spørgsmål, kommentarer og jokes er ikke altid lige sjove for alle. Der er dem, der går over grænsen. Måske fordi kollegaen har en anden seksuel orientering eller kønsidentitet end de selv har. Der skal være plads til alle – også når man går på arbejde. Formålet med kampagnen er at forebygge seksuel chikane blandt LGBT+ medarbejdere og inspirere arbejdspladserne til at skabe en rummelig, tryg og inkluderende arbejdspladskultur.
Inspiration til både ledere og medarbejdere
Arbejdsmiljørådet har blandt andet udarbejdet en Q&A med spørgsmål og svar, som er målrettet ledere, kollegaer og LGBT+ medarbejdere. Her gives blandt andet konkrete råd til, hvordan man kan tage hånd om seksuel chikane, og der gives svar på, hvordan man kan skabe en inkluderende arbejdspladskultur.
Arbejdsmiljørådet har som led i denne indsats interviewet IKEA og Københavns Kommune. Dyk ned i deres erfaringer, hvis du gerne vil vide, hvordan andre arbejder med at skabe en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads.
Unge kan være særligt udsatte
Arbejdsmiljørådet ønsker at forebygge og håndtere seksuel chikane rettet mod særligt unge LGBT+ medarbejdere, da de kan være dobbelt udsatte. Forskningen peger på, at det er unge i den aldersgruppe, der oftest oplever at blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på arbejdspladsen. Samtidig peger undersøgelser på, at manglende åbenhed og diskrimination relateret til seksuel orientering på arbejdspladsen hænger sammen med en markant øget risiko for mistrivsel. Der er ligeledes en større risiko for, at LGBT+ personer oplever barrierer for åbenhed og udsættes for diskrimination, hvis de arbejder som ufaglærte og har kort anciennitet, hvilket gælder mange unge på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmiljørådet ønsker, at kampagnen motiverer både ledere og medarbejdere til at bidrage aktivt til en arbejdspladskultur, hvor seksuel chikane er uacceptabelt, og hvor tilfælde heraf tages alvorligt. Sammen kan vi sikre, at alle medarbejdere kan gå trygt på arbejde hver dag.
Arbejdsmiljørådet forsætter arbejdet med at forebygge seksuel chikane
’Din Grænse’ er tredje del af Arbejdsmiljørådets indsats mod seksuel chikane, som startede i 2021 med et fokus på unge medarbejdere. Arbejdsmiljørådet har nu udvidet kampagnen med fokus på inspiration til at fremme en tryg og inkluderende arbejdsplads for LGBT+ personer.
Kampagnen ’Din grænse’ er udviklet af Arbejdsmiljørådet. Man kan læse mere om kampagnen og dens budskaber på www.dingrænse.dk.