Del: - -

Kontor - Psykisk arbejdsmiljø

Vejledning

Om et godt psykisk arbejdsmiljø er til stede i ens hverdag, kan meget vel hænge sammen med, om man oplever, at man har et godt job på en god arbejdsplads. Men om den enkelte rent faktisk trives psykisk, behøver dog ikke nødvendigvis at hænge sammen med forholdende på arbejdspladsen. En række private forhold også kan spille en rolle for ens psykiske velbefindende. For at vurdere om situationen på ens virksomhed spiller positivt eller negativt ind, kan man benytte De seks diamanter og De tre guldkorn, der er udviklet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Forskernes undersøgelser viser, at guldkornene og diamanterne har betydning for såvel de ansattes trivsel og tilfredshed som for virksomhedens produktivitet og bundlinje. 

De tre diamanter

Tillid, Retfærdighed og Samarbejdsevne kaldes for de tre diamanter og udgør tilsammen virksomhedens sociale kapital. Hvis der er høj grad af tillid, retfærdighedsfølelse og samarbejdsevne, har virksomheden en høj social kapital. Det kan betyde, at de ansatte har en god trivsel og en tilfredshed med arbejdet, hvilket jo igen kan påvirke sygefravær og produktiviteten i virksomheden. De ansatte bliver mere engagerede og gode til at arbejde sammen og har ofte i højere grad fokus på driften og kerneydelsen end i virksomheder, hvor mistrivsel og dårligt samarbejde sluger opmærksomheden i hverdagen. 

De seks guldkorn 

Hvor De tre diamanter handler om virksomheden som en hele, er De seks guldkorn om den enkelte medarbejders psykiske arbejdsmiljø. De seks guldkorn er: Indflydelse på eget arbejde, Mening i arbejdet, Forudsigelighed, Social støtte, Belønning og Krav. Ifølge forskere kendetegnes et godt psykisk arbejdsmiljø generelt ved høj indflydelse, en høj grad af mening, stor forudsigelighed, god social støtte, en høj grad af belønning og passende krav. 

Det er vigtigt at oversætte guldkornene, så de passer til forholdene på den enkelte arbejdsplads. Der kan nemlig være stor forskel på typen af krav, som medarbejderne møder i deres arbejde. Derfor er det nødvendigt at finde ud af, hvad de enkelte guldkorn betyder i forhold til den konkrete jobsituation. Samtidig er det vigtig at have fokus på alle seks guldkorn i sin helhed og på sammenspillet mellem de forskellige guldkorn for at få et komplet billede af det psykiske arbejdsmiljø. 

Et eksempel 

- Ved skifteholdsarbejde er det vigtigt, at medarbejderne får udleveret en mødeplan, så de ved nøjagtigt, hvornår de skal møde på arbejde, og hvornår de har fri. Desuden skal hver enkelt medarbejder vide, hvilke arbejdsopgaver der venter, når man kommer på arbejde. Ved teamarbejde kan det tit være et problem, hvis man ikke ved præcis, hvilken maskine man skal arbejde ved. (Dette er ifølge en medarbejder i en grafisk virksomhed med til at skabe et godt, psykisk arbejdsmiljø) 

NFA's spørgeskema om Psykisk arbejdsmiljø

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udviklet et kort spørgeskema, som benyttes til at undersøge danske lønmodtageres psykiske arbejdsmiljø. Find det her nedenfor i "Få mere viden." 

Der er flere trin i arbejdet med at kortlægge og forbedre det psykiske arbejdsmiljø på en virksomhed. I links nedenfor kan du læse om, hvad du konkret skal overveje i forløbet og om, hvordan du tolker resultaterne.

Tilbage til APV-guiden.


Senest revideret den 11. september 2020