Del: - -

Opslag der virker

A4-opslag på opslagstavlen virker ikke (ret godt)

Der er sandsynligvis mange A4-opslag i forvejen og de færreste stopper op og læser detaljerne i forbifarten.

I er nødt til at tænke meget større og anderledes. Og det kan kampagner hjælpe jer med.

Prøv med en fængende overskrift

I skal sikkert bruge meget større bogstaver til overskriften på opslaget. Skriv en enkel overskrift og lad den fylde hele bredden, måske endda over to linjer, så man rigtig kan få øje på den – også på afstand – meget store bogstaver! Nogle gange skal I skrive overskriften til sidst. Andre gange kan I have en god ide om en overskrift, en slagkraftig formulering, og så giver selve teksten lidt sig selv.

Skriv det vigtigste først

Skriv det vigtigste først. Husk at alle leder efter ”meningen for mig” – what’s in it for me? Der må gerne være 80% noget modtageren ønsker at vide og 20% noget som I gerne vil af med.  AIDA kan være en god opskrift for jeres opslag:

AIDA står for Attention - Interest - Desire – Action:
Attention - fang opmærksomheden
Interest - fasthold interessen
Desire - væk et ønske
Action - skab handling

Skriv kort

Det tager længere tid og I skal gøre jer mere umage for at skrive kort. Til gengæld virker det bedre. Lange forklaringer og begrundelser dur ikke.

Brug af billeder

Billeder skal være meget simple for at fungere på opslag. Billeder med mange detaljer eller med en rodet baggrund giver ikke et godt blikfang. Tænk i ikoner som I kender fra skilte. De virker, fordi de er meget enkle i grafikken.

Gør ikke-steder til steder

Et opslag kan også få virkning ved at blive hængt op på et utraditionelt sted, eller på en utraditionel måde.  Der, hvor ingen venter et opslag, men hvor det alligevel er uundgåeligt, kan et opslag få stor effekt.

Eller kan I hænge det skævt med vilje? På hovedet måske? Det er det utraditionelle, som virker bedst.

En tjekliste til dit opslag:

  • kan det ses på afstand?
  • er det et klart budskab som kan forstås i farten og ikke misforstås?
  • kan det forstås af udenforstående, som ingen faglige forudsætninger har, f.eks. din nabo?

Brug jeres intranet eller interne Facebookgruppe

Du må også gerne formidle dit budskab på jeres intranet eller jeres interne Facebookgruppe, hvis I har sådan en. Med et godt opslag og måske en kort video til opslaget kan du formidle kampagnens budskab til dine kolleger.


Senest revideret den 06. november 2023