Del: - -

Feedback med FRAH

FRAH står for:

Fakta
Resultat
Affekt
Handling

Se eksempel på skema

Udfyld dit eget skema

Ved at anvende FRAH-skemaet til at forberede din feedback sikrer du dig, at du får givet en god tilbagemelding til din medarbejder eller kollega, hvad enten du vil give ros eller konstruktiv kritik. Skemaet er en god hjælp til at sikre, at du går efter bolden og ikke manden.

Fakta

Det er vigtigt, at du holder dig til fakta, når du giver feedback. I eksemplet med medarbejderen, der ikke afleverer arbejdssedlen, er der meget stor forskel på at sige “Det er mangel på respekt, at du ikke husker arbejdssedlen” og “Du har ikke afleveret arbejdssedlen efter du var færdig med opgave X”.

I første tilfælde bebrejder man medarbejderen for manglende respekt. Det kan være det er rigtigt, men dybest set er det gætteri. Du kan se hvad medarbejderen gør eller undlader at gøre, men du kan ikke se hans motiver. Hvis du tillægger medarbejderen motiver som han ikke har, fører det til diskussion og konflikt.

Hold dig til fakta og beskriv hvad du ser. I ovenstående eksempel, at arbejdssedlen ikke er afleveret efter afslutning af opgave X. Det er konkret og meget svært for medarbejderen at erklære sig uenig i. 

Resultat

Det er ikke nok at gøre opmærksom på, hvad man har observeret af uhensigtsmæssig adfærd. Det er også vigtigt at gøre opmærksom på, hvilke konsekvenser den har. Konsekvensen af den manglende arbejdsseddel er, at der ikke kan faktureres, hvilket koster virksomheden penge.

Affekt

At sige “Der er nogen der mener” eller “Kontoret synes det er for dårligt, at arbejdssedlerne ikke er afleveret”, svækker dit budskab. Feedback skal være personlig. Derfor er det vigtigt, at du fortæller medarbejderen, hvordan du har det med, at aftalen ikke bliver overholdt dvs. hvad du føler. Fx. “Det er jeg skuffet over” eller “Det er jeg vred over”. Det virker stærkere fordi det understreger, at det er et brud på relationen mellem dig og medarbejderen.

Handling

Til slut kan du bede medarbejderen om at komme med forslag til, hvad han vil gøre for at overholde aftalen fremover. Eller du kan lidt mere kontant bede medarbejderen om at overholde aftalen. I sidstnævnte tilfælde vil det være klogt at overveje, hvilke sanktioner du kan bruge hvis det ikke sker. 

Tilbage 


Senest revideret den 11. september 2020