En pixel (forkortelse fra engelsk picture + element) en af de mange prikker eller punkter, der tilsammen udgør et billede på f.eks. en computerskærm. Det er den mindste enhed der vises på et skærmbillede.
På en farveskærm består hver pixel af tre prikker (en rød, en grøn og en blå prik), som så tilsammen opbygger hele skærmbilledet.
P.g.a. farvernes bølgelængde og den måde hjernen registrerer det samlede billede, kan hele farvepaletten skabes. Se evt. mere ”Hvordan farver dannes i hjernen ud fra de tre grundfarver”
For at kunne styre hver enkelt pixel (element med de tre RGB-grundfarver) tildeles de et antal bit i grafikkortets hukommelse (video RAM). Antallet af bit hver pixel tildeles kaldes farvedybden. Jo flere bit – jo større farvedybde. F.eks. har en farvedybde på 1 bit pr pixel kun to muligheder – enten er den slukket (sort) eller også er den tændt (hvid). En farvedybde på 8 bit pr pixel har 28 muligheder (256 forskellige farvekombinationer).
En farvedybde på 24 bit har 224 muligheder – eller ca. 16,7 millioner forskellige farvekombinationer. Da øjet menes kun at kunne skelne 16 millioner farver fra hinanden, er dette nok det tætteste man kan komme på fotorealistiske farver på en billedskærm. Derfor kaldes 24 bits farvedybden også ofte for true-colour.
Farvedybden bestemmes derfor af hvor mange bit pr pixel såvel grafikkortet som skærmen er i stand til at vise samtidig. Skærmens opløsning bliver derfor en væsentlig faktor for farvedybden.
Skærmens opløsning er et udtryk for hvor mange pixels skærmen er opbygget af. F.eks. 800 x 600 pixels (800 prikker i hver række og 600 prikker i hver søjle, altså 480.000 pixels i alt). Skærmopløsningen har betydning for hvor mange bits hver enkelt pixel kan tildeles alt efter, hvor meget hukommelse der er på grafikkortet. En høj skærmopløsning med et ”lille” grafikkort medfører en lille farvedybde, hvorimod en lav skærmopløsning med et ”lille” grafik-kort giver mulighed for en større farvedybde.
Så i den grafiske branche, hvor man ofte skal kunne se fotos i en farvedybde, der er fotorealistisk, så er det vigtigt at den ønskede farvedybde hænger sammen med den valgte skærmopløsning og computerens grafik-kort.
Det er selvfølgelig også vigtigt at de farver, der vises på skærmen er korrekte.
Forskellige forhold ved skærmen kan medføre en forkert gengivelse af farverne:
- Atsmosfæriske forstyrrelser og magnetiske felter i skærmens nærhed kan medføre forkerte farver. F.eks. kan en skærm anbragt tæt på en elevators teknikrum give nogle helt forkerte farver.
Hvis man trykker på skærmens afmagnetiseringknap vil effekten af disse magnetiske felter forsvinde – indtil en ny forstyrrelse optræder - Skærmene er fra leverandørens side justeret til at vende skærmfladen mod øst. Den optimale farvegengivelse vil derfor opnås med skærmfladen i denne retning
- Andet elektronisk udstyr kan fremkalde magnetiske felter. Det drejer sig f.eks. om bord-ventilatorer, computer-højttalere, computere, telefoner, printere m.v.
Prøv at flytte dette udstyr længere væk fra skærmen.
Øjet indeholder fire forskellige slags lysfølsomme celler:Stave, der ikke er farvefølsomme, men som vi især bruger til nattesyn
- Tappe, type L, mest følsomme for lys af bølgelængden 575 nm, d.v.s. de røde farver
- Tappe, type M, mest følsomme for lys af bølgelængden 540 nm, d.v.s. de gulgrønne farver
- Tappe, type S, mest følsomme for lys af bølgelængden 440 nm, d.v.s. de blåviolette farver
Tappene er mest lysfølsomme ved den beskreven bølgelængde – men er også lysfølsomme 100nm højere eller lavere:
Disse sanseceller indeholder fotopigment med absorptionskurver for farver der ser således ud:
Når en farve ”kommer ind” gennem linsen og lander på nethinden, vil denne farves bølgelængde derfor blive opfanget af de tre typer tappe, som vil sende et signal videre til hjernen, hvor styrken af dette signal er afhængig af hvor tæt på den indkomne farves bølgelængde ligger på deres eget optimale måleområde.
Ud fra signalerne fra disse celler i øjet ”beregner” hjernen så selv hvilken farve, det er det drejer sig om. Eller sagt på en anden måde – farver eksisterer kun inden i din hjerne. Og det betyder altså også, at én person kan opfatte en farve på én måde, mens du vil opfatte den på en anden måde (se farveblindhed i side om brug af farver).