Før 2021 gik Arbejdsmiljøudvalget på Dansand sikkerhedsrunderinger ca. 5 gange om året. Der blev ikke benyttet checklister på runderingerne, og udvalget brugte meget runderingerne til at få en snak om ulykkesforebyggelse med medarbejderne.
I 2021 ændrede Dansand tilgangen til runderinger for at inddrage flere medarbejdere. Der blev etableret runderingshold på tværs af organisationen. Dansand har én arbejdsmiljørepræsentant, som altid deltager på runderingsholdet sammen med to medarbejdere, som ikke har deres daglige gang, hvor runderingen foregår. Der foretages runderinger i 13 områder af virksomheden.
QHSE-chef Morten Grundvad lavede i samarbejde med arbejdsmiljøgruppen en runderingsplan. Det blev besluttet, at runderingen skulle vare ca. 15 minutter, og alle områder skulle gennemgås på ca. 2 måneder.
Arbejdsmiljørepræsentanten skrev observationerne op og disse blev registreret i det interne handlingsplansværktøj. Afdelingslederen for området bliver ansvarlig for, at de enkelte punkter og forbedringer sker løbende. Observationerne fra runderingerne gennemgås på førstkommende arbejdsmiljøudvalgsmøder.
Morten Grundvad siger, at der blandt andet har været følgende tanker om metoden:
”Målet er at forstærke sikker adfærd i virksomheden. Ved at blande medarbejdere fra de forskellige afdelinger, og sende dem ud på runderinger i forholdsvist ukendte områder, skabes dialog, indsigt og respekt for hverandres arbejde, og der skabes grobund for de tilstræbte adfærdsændringer”.
Efter evaluering af det ændrede koncept for sikkerhedsrunderinger, blev det klart for Dansand A/S, at det bliver nødvendigt med en basischeckliste som hjælpeværktøj til runderingerne.
Medarbejdere, der ikke er vant til at foretage sikkerhedsrunderinger bliver trænet, inden de foretager runderinger. Desuden bliver varigheden at runderingen øget 30 minutter, da man måtte erkende, at 15 minutter ikke var tilstrækkeligt. Fremover gøres der også brug af en app, hvor observationerne kan indtastes. Der kan også vedhæftes foto. Registreringen via app'en ryger direkte ind i Dansand's handlingsplanværktøj.
Procesoperatør Lars Hansen er ikke med i arbejdsmiljøorganisationen, men har deltaget i sikkerhedsrunderinger. Han siger om værktøjet:
”Sikkerhedsrundering er et godt værktøj til at observere usikre forhold. Når vi er med på runderinger i andre afdelinger, ser vi på forholdene med friske øjne. Vi er sammen med kollegaer fra andre afdelinger, så vi får belyst flere områder og kommer bredere omkring. Vi skal fremover have endnu mere fokus på at give tilbagemeldinger om observationerne til medarbejderne. Desuden skal vi huske på, at runderingen kun er et øjebliksbillede, så de bør udføres med passende mellemrum, så der løbende er fokus på sikkerhed”.
Dansand A/S indvinder og producerer forædlet kvartssand i mere end 20 forskellige sorteringer – plus en lang række specialprodukter. Produkterne bliver anvendt i byggeri, industri, sportsanlæg, legepladser, til gør-det-selv-markedet og i miljøsektoren. |