Del: - -

Case: Pressalit A/S - Tavlemøder

Pressalit A/S har indført tavlemøder, hvor arbejdsmiljø og sikkerhed er det første punkt på dagsordenen. Dette er indført for at få et forum til at informere om observationer i dagligdagen og for løbende at have fokus på forbedringer.

I logistik holder de tavlemøde hver morgen. Mødet tager 5-20 minutter afhængigt af emnerne.

Chief Operating Officer Henrik Damborg udtaler om tavlemøderne:

”Tavlemøderne er daglige driftsmøder, hvor man har mulighed for at vende situationen og informere hinanden. Sikkerhed er det første punkt på mødet. Det gør, at der skabes et større ejerskab for alle for den fælles arbejdsmiljømæssige adfærd, således at det ikke kun bliver er en opgave for ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten.

Vi kan gøre nok så meget teknisk, men det er adfærden, som er altafgørende for arbejdsmiljøet og trivslen.”

Pressalit har implementeret et skema kaldet ”Sikkerhedsrisiko”, hvorpå alle medarbejdere kan beskrive en risiko eller nærved-hændelse, de oplever i løbet af arbejdsdagen. Sedlen hænges op på tavlen og observationen tages op på tavlemødet dagen efter. Eventuelle løsningsforslag kan diskuteres med det samme. Efterfølgende behandles observationen i arbejdsmiljøgruppen.

Medarbejderne i gruppen skiftes til at være tavlefører. Sikkerhed og arbejdsmiljø gennemgås som det første punkt på tavlemødet. Lederen sørger for, at tavlen er opdateret og klar inden møderne. Hvis der iværksættes tiltag på baggrund af observationerne, informeres der også om dette på tavlemøderne.

Arbejdsmiljørepræsentant Jannie Brixen Wagner siger om tavlemøderne:

”Tavlemøderne er gode, fordi der får vi oplysninger om sikkerhed og arbejdsmiljø, og det er her, jeg som arbejdsmiljørepræsentant kan kommunikere ud til alle.

Møderne blev nedlagt i Corona-perioden, og der blev det helt klart, hvor vigtig en kommunikationskanal tavlen faktisk er.”

På tavlemøderne behandles flere forskellige arbejdsmiljøforhold. Medarbejderne kan manuelt skrive et forhold eller emne på tavlen, som de gerne vil tale om, eksempel værnemidler eller håndtering af kemikalier. Emnerne bliver herefter taget op på førstkommende møde.

Mange informationer om arbejdsmiljøarbejdet kommunikeres til medarbejderne på tavlemøderne, eksempelvis om:

  • Ulykker (skriftlig information på tavlen og mundtlig på mødet)
  • Arbejdsmiljøprojekter i årsplanen
  • Besøg af eksterne arbejdskraft
  • Nye kemikalier

Mette Dyhl Prola, Chief Marketing Officer og arbejdsmiljøansvarlig:

”Tavlemøderne prioriteres højt hos Pressalit; det er her vi grundlægger afdelingens daglige samarbejde om specifikke opgaver og problemstillinger. Hver enkelt medarbejder har taletid og kan byde ind med nye idéer og løsningsforslag. På den måde opstår de bedste løsninger, og da alle kan deltage og få ejerskab i opgaverne, har hver enkelt medarbejder også naturligt en interesse i at samarbejde om løsning af dagens udfordringer.”

Pressalit A/S designer, udvikler og producerer toiletsæder. Siden 1975 har Pressalit også udviklet fleksible badeværelsesløsninger og højdejustérbare køkkener for mennesker med nedsat funktionsevne.

Værktøjet - Tavlemøder

Se beskrivelse af værktøjet her

Hent guiden til værktøjet her


Senest revideret den 29. april 2022